Du er her

Samarbejde ml. LMBU og Gospel-kids

LMBU's landsleder Lars Larsen har sammen med musikkonsulent Christian Engmark underskrevet aftalen, der skal fremme musikarbejdet for børn i LM.

Idéen er simpel: "Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, når der findes et rigtig godt materiale." Sådan forklarer LMBU's landsleder, Lars Larsen, hvorfor man i LMBU og LM-Musik har valgt at blive samarbejdspartnere med Gospel-kids.

Meningen med aftalen er, at det fremover er muligt som børnekor at blive tilknyttet Gospel-kids gennem LM og dermed nyde godt af de ressourcer og den konsulentbistand, som Gospel-kids råder over.

Lars Larsen fortsætter: "Gospel-kids har et materiale med sange, koreografi, forkyndelse og masser af inspiration til korarbejdet. Det er et materiale, som er lige til at gå til og som vi godt vil anbefale. Vi vil gerne opfordre til mere sang, musik og korarbejde og tror, at Gospel-kids materialet kan hjælpe med det."

Materialer til halv pris
Indtil nu har det kun været kor, der var tilsluttet Indre Mission (IM) eller Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS), der kunne være med i Gospel-kids. Men med den nye samarbejdsaftale kan LM-kor også drage nytte af Gospel-kids’ resurser.

”Det er vi meget taknemmelige og glade for. Uden aftalen havde nye kor været nødt til at blive IM-foreninger for at få adgang til Gospel-kids’ resurser,” siger Lars Larsen. Gospel-kids har allerede en række konsulenter ansat, som korene kan trække på. Med samarbejdsaftalen kan LM-kor trække både på dem og på LM Kids-konsulenter, hvis de har brug for musikfaglig og pædagogisk vejledning.