Har du været til lovsangsfest? Har du prøvet at stå side om side med andre unge og brølet løs på en sang, mens guitaren fyrede den fedeste spade af? Hvorfor var det en fest? Var det fordi folk var glade, og der var en god stemning? Ja gode venner og fed musik skaber en fest, men det alene skaber ikke en lovsangsfest. Selvfølgelig må en lovsangsfest gerne indeholde fed musik, men det er lovsangen, der skaber festen. Det er fest, fordi sangene vi synger, har et helt særligt indhold: Gud er ubegribelig stor. Han elsker mig og jeg vil takke ham for det. Og når vi står i fællesskab med andre kristne og priser Gud for hans altomfattende tilgivelse, så holder vi virkelig fest.

Den personlige lovsangsfest

Lovsang er mit hjertes taknemmelige svar på noget, Gud har gjort for mig. Jeg lovsynger, fordi Jesus fortjener al pris og ære.  Og i lovsangen kan jeg opleve Guds nærvær for mig. Derfor kan det også være en lovsangsfest, når jeg tilbeder og priser Gud for mig selv. Lovsang er ikke kun noget ydre sangteknisk, men den personlige lovsangsfest opstår indefra i taknemmelighed over, at Gud har grebet ind i mit syndige liv.

Ikke altid fest

Hvad nu hvis jeg ikke føler glæde ved at synge lovsange? Sådan kan det godt være nogle gange. Der er mange eksempler på at mennesker føler, at Gud nærmest er ikke-eksisterende. De har svært ved at se glæden ved at være kristen. Så er det ikke nemt at være med i festen. I de situationer opfordrer Bibelen os til at bede (Jak.5,13), men bibelen viser os også, at glæden kan pible frem midt i alt det tunge. I Salme 96 opfordres vi til at synge en ny sang. Det betyder, at jeg også skal synge når det er tungt og uoverskueligt for mig. Så hjælper lovsangen nemlig med at forme de ord, som kan være til hjælp for mig. Og midt i mine tunge tanker bliver glæden over Jesus min styrke.

Lovsang på den nye jord

Lovprisning er dejlig fordi den udtrykker vores glæde, og glæden vokser i lovsangen. Alligevel er vores lovsang her på jorden kun en forsmag på det, der engang venter os på den nye jord. Men mens vi venter på det, kan vi jo godt gøre vores bedste for at holde lovsangsfest for Gud. Fordi Han er al ære værd.