Inspirerende workshop

Der blev arbejdet intenst med rim og melodier på Sangskriverworkshop i forrige weekend. LM-musik, IM-musik og WorshipToday stod bag workshoppen.

Af Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk 18 kristne sangskrivere mødtes weekenden 6.-7. april på Luthersk Missions Højskole i Hillerød for at få råd og vejledning til at skrive egne sange

Der blev nørdet med versefødder, fraseringer og rytme under weekendens workshop for sangskrivere på LMH i Hillerød.

Her fik 18 deltagere masser af undervisning og mulighed for at modtage og give respons på hinandens sange.

Workshoppen var arrangeret i et samarbejde mellem IM Musik og LM Musik som et initiativ til at styrke og udruste kristne danske sangskrivere.

Erfarne kristne sangskrivere delte ud af deres viden

Hvert klaver og flygel på højskolen blev flittigt brugt, og deltagerne havde mulighed for at få feedback fra hinanden på de sange, der blev skrevet i løbet af weekenden.

Undervejs var der kyndig vejledning fra erfarne sangskrivere som Benjamin Hougaard, der underviste i brugen af æstetik i sproget, og Arvid Asmussen, der opfordrede til at skrive med sanserne.

David Kristoffersen, projektmedarbejder i IM Musik, fortalte om, hvad der kendetegner "den gode melodi".

På én gang grænseoverskridende og frisættende

En af deltagerne var 33-årige Betina Munk Toft-Jensen fra Silkeborg - sygeplejerske, mor til tre og med i lovsangsbandet i LM's frimenighed Kirken ved Søerne.

Hun blev inspireret til sangskrivning på en lovsangskonference i England sidste år, og for hende var weekendens workshop et skub til at komme videre.

"Jeg har altid gået og småskrevet lidt, men aldrig turdet præsentere det for nogen før. På sangskriver-workshoppen var der nogen at sparre med. Det var grænseoverskridende og sårbart - men har også givet mig blod på tanden til at fortsætte."

"Jeg håber at få tid til at skrive noget, der kan bruges hjemme i menigheden," siger hun.

Stort udbytte også for garvede sangskrivere

For Mathias Secher Rom, der har skrevet mange sange blandt andet til den nye Fællessang 4, gav weekenden også et stort udbytte.

"Selvom jeg har skrevet sange i mange år, bliver jeg helt høj af at være på sangskriverworkshop. Den fælles lidenskab om at dele evangeliet i poesi og musik synes jeg er vildt inspirerende."

Også for ham blev det en anledning til at dykke ned i de fælles skriveøvelser og arbejde med noget af det, der ikke er så meget tid til i hverdagen.

Og så giver det ham rigtig meget at lade sig inspirere af undervisningen og de andre deltageres forskellige måde at udtrykke sig på.

"Jeg tror, disse workshops er en stærk og effektiv måde at højne den del af forkyndelsen, som vi synger i kirken og missionshusene," siger han.

---

IM Musik og LM Musik har tidligere holdt fælles workshop for kristne sangskrivere - i 2012 på LMH og i 2014 på Børkop Højskole.

Læs mere om netværket på imusik.dk/sangskriver eller på Facebook-gruppen Kristne Sang-Skrivere.


Worship Today bliver styrket

Fra d. 1. oktober ansætter IM-musik to projektmedarbejdere, der skal have fokus på lovsang. Gennem lovsangskonceptet Worship Today, som er et samarbejde mellem IM og LM's musikafdelinger, skal Nicolai Kruse Sørensen arbejde med at udvide sangrepertoiret og lave undervisningsvideoer omkring lovsangsledelse og gode råd til musikere. Med ansættelsen af David Kristoffersen får IM-musik en medarbejder, der skal netværke med de unge bl.a. på efterskoler og lovsangsgrupper og tilbyde undervisnings i lovsangsledelse.


Musiklejr med stor genrebredde

Af Nicklas Lautrup-Meiner

37 deltagere fra hele landet i alderen 11-19 år fyldte Solgården efterskole med musik fra 29. juli til 4. august. Selvom deltagerantallet ikke slog nogen rekorder i år, var der en genrebredde, som ikke er set før.

Bredden glæder musikkonsulent Christian Engmark, der gerne ser, at man flere steder bruger violin, fløjte eller musik, der er lavet på computer til lovsangen, frem for blot guitar, bas, trommer og klaver.


Udrustes til tjeneste

”Selvfølgelig kan man spille violin til lovsang”, mener musikkonsulenten, der forklarer, at en af de store pointer med musiklejren er at give de unge en bevidsthed om at bruge deres evner i menigheden.

”Musiklejren er jo en rekruttering af kommende musikere”, forklarer han og efterspørger, at flere menigheder betaler for at sende de unge afsted på lejr, som en udrustning til en tjeneste med musik i menigheden.


Drama, computer og violin

Bredden af tilbud var stor på dette års musiklejr. I år var der for første gang en gruppe med syv drenge og piger, der lavede musik på computer. En anden gruppe spillede klassisk musik med fløjte, violin, klaver og trompet. Der var også to rytmiske bands og et pigekor, der sang traditionelle korsange for tre stemmer.

Ud over musikgrupperne var der også en dramaworkshop, hvor deltagerne lavede improvisationsøvelser for at få større færdigheder inden for improvisation, udstråling og det at stå foran andre.

Af Nicklas Lautrup-Meiner


Sange og Salmer på mp3

Flere år har det taget med utallige timers indspilning af frivillige. Nu er den klar: USB-pennen der gør det muligt, at fællesskaber uden musikere kan synge sangene fra Sange & Salmer med klaver til. De over 800 melodier kan købes hos Forlagsgruppen Lohse. Tak til de frivillige pianister og IM-musik for samarbejdet. Vi håber at vi med disse mp3-filer kan bakke op om fællessangen i missionshusene og støtte dem, som ikke har en pianist og gerne vil have musik til sangen. Eller dem, der bare gerne vil høre hvordan sangene lyder, så de kan lære dem. God fornøjelse

Link til produkt.